Ugerløse Vandværk A.m.b.a.
Der er stor forskel på, hvor meget vand en familie bruger. En tommelfingerregel er, at en voksen bruger ca. 50 kubikmeter om året, mens et barn bruger ca. 25 kubikmeter. Det er en god ide at aflæse vandmåleren jævnligt og holde øje med sit vandforbrug. Så kan du også hurtigt opdage, hvis utætheder får forbruget til at løbe løbsk. Hvis du mener, at der er en utæthed, så luk for alle haner og kig derefter på måleren. Det lille sølvfarvede tandhjul skal stå helt stille. Bevæger det sig, så kontakt en VVS-installatør.
Spar på vandet!
På badeværelset
- Luk for vandet, når du børster tænder
- Hold øje med utætte haner og løbende cisterner
- Tag brusebad i stedet for karbad
- Tag korte brusebade og luk for vandet, når du sæber dig ind
- Hvis du installerer en sparebruser, kan du halvere dit vandforbrug, når du bader
- Udskift det gamle toilet med et vandbesparende og spar op til 12 liter vand pr. skyl
- Vask hænder under koldt vand - du er ofte færdig med at vaske hænder, før det varme vand når frem til tappestedet
I køkkenet
- Vask op i en opvaskebalje i stedet for at lade vandet løbe
- En A-mærket opvaskemaskine bruger samme mængde vand pr. vask, som man bruger på ét minut, når man vasker op under rindende vand
- Brug en balje, når du renser grøntsager
- Hvis du stiller en kande vand i køleskabet hver morgen, har du altid frisk og koldt vand – så slipper du for at lade hanen løbe
I vaskerummet
- Fyld vaskemaskinen helt op, så nedsætter du vand- og el-forbruget
- Vent med at vaske tøjet til det virkelig trænger
- Mange vaskemaskiner regulerer automatisk mængden af vand efter mængden af tøj
- Spring forvasken over, den er kun nødvendig ved meget snavset tøj
Andet
- Opsamling af regnvand er med til at spare på vandforbruget og kan benyttes ved havevanding, vinduesvask og bilvask
- Brug spand og børste/klud ved bilvask
- Du er forpligtet til at lukke af for vandhaner og ledninger, du ikke benytter, eller som ikke skal bruges i længere tid, for eksempel i sommerhuset
- Reparér en dryppende vandhane og spar op til 30.000 liter vand om året - det koster dig over 1.000 kroner
- Vil du spare penge og skåne miljøet? Så skift til vandhaner med sparefunktioner eller montér en perlator